fredag den 2. december 2016

At hæfte ender på broderi

Jeg har fået et godt spørgsmål fra Ann-Britt, som gerne vil vide hvordan man hæfter ender på et broderi. Så jeg tænkte at jeg kunne lægge et par billeder ud af et par af de mange forskellige metoder. Hvem ved, måske er der andre der kunne blive glade for det.

Min mormor, som var min broderi-mentor, sagde altid at bagsiden af et broderi skal være ligeså pænt som forsiden. Det kan jeg i hvertfald ikke helt leve op til, men det er dog stadig vigtigt at enderne er hæftet ordenligt.

Så her kommer en lille lektion.




Jeg lavede et indlæg som hed "Broderi for begyndere", og det handler hovedsageligt om korssting. Men hvordan man hæfter ender kommer an på om det er korssting eller ej.

Hvis man laver korssting, så er der en meget nem måde at hæfte ender på. Før nål og tråd igennem stoffet fra bagsiden til forsiden, men lad være at trækkede sidste ca 10 cm af tråden igennem.

Hæfte ender, broderi, korssting

Begynd på dine korssting. Når du har lavet en række, så kan du vende broderiet, sætte nål på den ca 10 cm ende og hæfte den på bagsiden, ved at føre den under de sting du har lavet.

Hæfte efter, broderi, korssting

ELLER! Imens du syer dine korssting kan du holde en finger på tråd-enden på bagsiden og sy dine sting, så den automatisk bliver hæftet imens du syer. Det kræver lidt træning, men det er værd at øve sig på, for det sparer tid.

Hæfte ender, broderi, korssting

Hvis man broderer noget andet end korssting på et stykke stof fra sin stofkassen (almindeligt bomuld, silke, fløjl, filt osv.), så kan man sagtens lave helt almindelige knuder. Så længe stoffet ikke er så tyndt at det buler.

En anden metode jeg bruger ofte er "waste knot". Lav en knude på tråden. Stik nålen ned i stoffet fra forsiden til bagsiden, ca 10-15 cm fra hvor du skal brodere. Knuden vil altså sidde på forsiden af stoffet. Broder nu det du skal.

Hæfte ender, broderi, waste knot

Klip forsigtigt knuden (waste knot) og sæt nål på enden og flet den ind (på bagsiden) i de sting du har lavet. Ligesom ved korssting.

Jeg håber mit svar kan bruges Ann-Britt! God fornøjelse med broderiet!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar