Viser opslag med etiketten håndarbejde-bøger. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten håndarbejde-bøger. Vis alle opslag

søndag den 3. oktober 2021

Lærke Bagger - Strik

Jeg har købt en ny strikkebog, som jeg med stor entusiasme kan anbefale. Det er Lærke Baggers bog "Strik". Hun har en dejlig anarkistisk og kreativ tilgang til strik og til brug af garnrester.


Indtil videre har jeg lavet både hendes hårelastik/scrunchie opskrift og pudebetræk. Alt samme med garnrester! Lærke Bagger er fortaler for at slå knuder på garnet i stedet for at hæfte ender, hvilket både er angstprovokerende og befriende. Man kan sige at hun har sin helt egen strikke-filosofi, som bestemt smitter af på læseren. Jeg ved ikke hvad min mormor ville have sagt til at slå knuder på garnet. Jeg forestiller mig straks hendes rynkede bryn og skeptiske øjne. MEN metoden passer strålende ind i Lærke Baggers univers af kreativ udfoldelse.

Lærke Bagger, Scrunchie, bog, strik

Lærke Bagger, strik, pudebetræk, restgarn


Bogen er. efter min mening, velegnet til begyndere og til øvede. Der er projekter i bogen der passer til forskellige niveauer af sværhedsgrad.

God søndag til alle og god strikning!

fredag den 25. oktober 2019

Halsedisser i lange baner!

Cirka en gang om året finder jeg alt det garn frem som ikke er blevet til noget endnu. Og så strikker jeg noget til de hjemløse, så de kan holde sig varme over vinteren. I år blev det til halsedisser til en Cafe Klare, natcafé på Vesterbro for hjemløse kvinder.

Jeg brugte en opskrift fra bogen "Kærlighed på pinde" til de fine pilespidsmønstrede halsedisser. Jeg øgede dog opskriften, så den passede til en voksen (112 masker). Deres lille opskrift til børn (96 m) er blevet et kæmpe hit hos mine niecer, fordi de både kan sidde om halsen og trækkes op om hovedet og bruges som hue.

Måske kan det inspirere nogle derude til at bruge deres garnrester til noget meningsfuldt.

Hver halsedisse krævede ca 2 nøgler garn og er strikket på p 4. Snydepatent-halsedissen kræver lidt mere garn end pilespids-mønsteret afhængigt af hvor høj man ønsker den skal være. Man kan dog lave et hvilket som helst mønster på en rundpind. Giv den bare gas!


Halsedisser, strikket, snydepatent, pilespids, Kærlighed på pinde


Halsedisser, strikket, pilespids, Kærlighed på pinde


Halsedisser, strikket, snydepatent




Grantæppe

Strikkebogen "Kærlighed på pinde" af Lene Holme Samsøe er blevet en af mine favoritter. Dette tæppe er strikket fra en opskrift i den bog, og var en skøn oplevelse at strikke. Alle opskrifterne bruger Sandnes Garn, som jeg også elsker. Så det bliver ikke en meget bedre strikkeoplevelse.

Babytæppe, strikket, Sandnes Garn, Bog, Anbefaling


Babytæppe, strikket, Sandnes Garn, Bog, Anbefaling

Tæppet er strikket med Merinoull fra Sandnes.

Jeg skal gerne orientere om at jeg IKKE har modtaget nogle sponsorater fra Sandnes. Jeg anbefaler kun de produkter og opskrifter jeg selv kan lide at bruge.

søndag den 16. februar 2014

Hæklet buksedragt

Selvom jeg mange gange har sværget at jeg ALDRIG ville købe bøger med hækle og strikkeopskrifter til babyer, så må jeg indse at noget har ændret sig. 

Bøgerne er altid pastelfarvede, og har en lille buttet baby på forsiden i blødt hjemmestrik fra top til tå. De har altid fået mig til at sige: "Arrrghh". Det er ikke fordi jeg har noget imod babyerne! Det har nok nærmere noget at gøre med de 1.200 nuancer af pastelfarver og nuttetheden. Det gør mig urolig, og jeg får lyst til at tegne dødningehoveder eller noget andet der skriger anti-nuttet.

Men som sagt har noget ændret sig. For snart kommer der to små nye væsener til verdenen. Jeg skal være deres ven. Og min irritation over nuttetheden har ændret sig fra "Arrrghh" til "Ååårrh".

Så da jeg så den lille bog "Blødt til baby" af Sidsel Sangild måtte jeg købe den. Særligt på grund af én hækleopskrift, nemlig en buksedragt.

Og nu har jeg hæklet hele to. I postkasserød!


Rød hæklet buksedragt til baby. Let at lave.


Den er virkelig nem at lave. Hvis man har holdt en hæklepind før, så skal det nok gå. Den lille bog på 30 sider kan købes på nettet og med garanti i strikkebuktikker rundt omkring, og den koster ikke en formue. Selvom der er et par pastelfarver og en nuttet baby på forsiden, så er jeg glad for den. Det er en opskrift der kommer i min permanente samling.

Ååårhh!

søndag den 11. august 2013

Day of the dead + en pirat

En af mine yndlingsbøger om korssting er "Twisted Stitches". Jeg har skrevet om denne bog flere gange her på bloggen, og endnu en gang har jeg fundet inspiration i bogen.

Temaet for broderiet stammer fra "Day of the dead",  som er en mexicansk helligdag. På dagen besøger man de afdøde familiemedlemmers grave, laver deres yndlingsmad og fejrer dem der ikke længere er iblandt os. Overalt findes der udsmykninger i alle former og farver, i sukker, kager, broderier, malerier mm. Dødningehovedet er et motiv der optræder her, og traditionelt er det udsmykket med blomster.

Så selvom jeg gang på gang har sværget at jeg ikke vil brodere blomster, så må jeg indse at der er undtagelser. Der er jo intet galt med blomsterbroderier, jeg synes bare at vi også trænger til nogle andre motiver. Og det synes jeg lykkes med dette mønster, for i selskab med dødningehovedet virker blomsterne ikke alt for puttenuttede.

Day of the dead dødningehoved. Korssting broderi. Fra broderibogen Twisted Stitches.

For tiden kan man finde dødningehoveder overalt, særligt inden for mode og smykkedesign. Det er et symbol der for nogle måske virker uhyggeligt og skræmmende. Associationerne sættes i gang om død, vrede og måske endda pirater! "Shiver me timbers! Let's go plunder and drink some rum, matey. Arrr!"

For mig er det et interessant symbol, fordi det behandler temaer som er relevante, som livet, døden og naturens gang. Derudover er dødningehoveder et virkelig velegnet broderimotiv. Der er mulighed for kreativ udfoldelse og dekorering, brug af form og farver, fantasi og lidt rebelsk energi!

Get your stitch on or walk the plank, you landlubber!


søndag den 7. juli 2013

Stumpwork biller. Kryb og kravl!

Jeg har længe gået og flirtet med ideen om stumpwork. Jeg har lavet research, købt bøger, materialer og endda et kit.

Det er min erfaring at det altid er en god ide at starte med et kit, når man skal lære en ny metode eller broderistil. Så har man en pakke med de instruktioner og materialer der skal bruges. På den måde kan man komme igang med at afprøve teknikkerne, og dermed også se om man synes det er sjovt. Det kit jeg har syet får i snart at se...

Dette billeprojekt var nr 2 på min liste. Jeg anskaffede mig en bog som hedder "The Stumpwork, Goldwork and Surface Embroidery Beetle Collection" af Jane Nicholas. I den er der de smukkeste broderede biller i alle former og farver.

Så jeg satte nogle æselører i bogen, og sammensatte et lille broderi med nogle af de fine små kryb. Jeg tilføjede små myrer og biller lavet af perler og tråd for at fylde lidt ud.

Broderi. Stumpwork biller og myrer. Stumpwork beetles, ants, bugs.
Stumpwork biller på grønt stof med perlebroderi

Broderi. Stumpwork fungus beetle. Woven plated stitch.
Fungus beetle - woven plaited stitch

Broderi. Stumpwork Ground beetle. Backstitched chainstitch.
Ground beetle -  kroppen er chainstitch med backstitch.
Hovedet er lavet af padded satin stitch.

Broderi. Stumpwork Jewel Beetle. Spider web stitch.
Jewel Beetle - Whipped spider web stitch

Broderi. Stumpwork bille af perler og shisha stitch
Billen her er en oval perle der er fæstnet med shisha stitch.
Dette sting bruges i indiske broderier til at sy små spejle fast.

Broderi. Stumpwork Rove beetle. Satin stitch, open chain stitch, french knots.
Rove Beetle - Satin stitch, open chain stitch, french knots.

Broderi. Stumpwork Weevil beetle. French knots, padded satin stitch.
Weevil - French knots, padded satin stitch


God søndag og let your freak flag fly!


fredag den 25. november 2011

Sleighbells silenced!

Så er det ved at være jul! Jeg er gået i gang med at producere julegaver, det er nærmest som julemandens værksted her i min stue. Men imellem julegaverne skal der også være plads til de hyggelige små projekter som kan pynte i stuen og vække julestemningen til live.

Der er et væld af broderimotiver med juletema og det er bare at kaste sig ud i at finde de bedste. Jeg fandt følgende motiv i Twisted Stitches som tændte min juleglæde og humor.

Korsstingsbroderi fra Twisted Stitches. Sleighbells silenced! Have a peaceful christmas.


Sjove og skæve broderier er bare sjove at arbejde med og er en god december-gave, fx til en sød moster!

Hvis du også vil lave julebroderier så er det bare at søge på nettet og finde et godt motiv.

Kast dig ud i det og hurra for jul!

lørdag den 1. oktober 2011

En uventet pakke

Forleden kom der pludselig et postbud og bankede på og afleverede en uventet pakke. Den var så fint pakket ind i gavepapir og klistermærker med polkaprikker, tern og striber. Det er en helt speciel følelse af forventning når man åbner en pakke man ikke vidste var på vej til en.

Inde i pakken fandt jeg et kort og fint indpakkede ting og sager. Det viste sig at det var min veninde som havde sendt mig nogle ting hun havde set hjemme hos sig selv og havde følt at de blot havde været på ferie hos hende og hørte hjemme hos mig. Allerede der kan man ikke lade være med at smile.

Jeg blev så glad for hver og én af de ting hun sendte at jeg må dele det.

En gave med syting og grej.

I pakken var der: en cigaræske så fin til at have mine syting i, de fineste kniplinger som skal bruges til det helt rigtige projekt og gøre noget smukkere, de sødeste små knapper, skråbånd i guld (hvilket jeg aldrig har set før!) og tråd til at brodere og sy som tilhørte en sted-bedstemor. Tråden er på ruller af træ og det tror jeg aldrig jeg har set før. Det er næsten magisk.

I pakken var der også en grøn bog med alverdens broderi- og sy-sting som har tilhørt en ældre dame som ikke længere kunne sy fordi hendes syn blev dårligt. Det er meget usædvanligt med en bog der fungerer som en oversigt over alle de sting og viser hvordan det færdige resultat vil komme til at se ud når man bruger de forskellige sting. Det føles næsten som om at den bog, som har tilhørt en som har nydt at sy men ikke længere kan, nu er i mine hænder og det er mit ansvar ikke at lade den viden gå til spilde.

Den sidste ting i pakken er det fineste stof med et mønster af guld- og sølvtråde samt rammen så man kan lave en håndtaske. Disse ting er købt i Crome & Goldschmidt i 1975 og tilhørte min venindes brors kærestes tante. Og tænkt engang at kvitteringen fra 1975 ligger i pakken. Som jeg skrev til min veninde er der noget helt specielt ved, at der er en der har købt disse ting med en god idé om hvad de gerne ville lave og det siden har ligget og ventet på at blive forvandlet til noget helt særligt.

Jeg glæder mig til at komme i gang med at bruge alle disse fine ting og sørger for at ære hver og én af materialerne. Det minder mig om, at de materialer man arbejder med når man laver kreative ting alle har en sjæl og man skal behandle dem med respekt. Det er godt at huske.

torsdag den 8. september 2011

Blodbad og nålepuder!

Her til sommer har jeg arbejdet på et broderet motiv som er færdig og nu ligger og venter på at blive monteret til en nålepude. Delene er blevet vellykket synes jeg og jeg synes den er ret sjov hvis jeg skal sige det selv.

Korsstingsbroderi til nålepude. Fra Twisted Stitches.  Afhugget finger. Prick your finger.

Den er det første projekt jeg gav mig i kast med fra bogen Twisted Stitches som jeg skrev om her! Jeg synes det er fedt med projekter der tager udgangspunkt i gamle håndarbejdsmetoder og nye og funky/sjove motiver. Det giver en god kontrast.

Helt modsat af den afhuggede finger ovenfor arbejder jeg nu på (og er snart færdig med) et meget klassisk og utrolig kompliceret broderi. Det er nok det sværeste broderi jeg nogensinde har lavet. Til det har jeg skulle lære en masse forskellige teknikker jeg aldrig før har arbejdet med og det synes jeg er sjovt! Jeg lægger selvfølgelig et billede ud så snart det er færdigt...

Når dagene føles lange og hårde er det dejligt at have et projekt at arbejde på. Hvis man er proces-orienteret som mig er det en fantastisk følelse at sidde med noget og ligeså langsomt kunne se at det tager mere og mere form. Det er nærmest terapeutisk.

Det er egentlig den samme følelse man kan få når man bager. At se hvordan noget man blander sammen i en skål pludselig hæver og ånder og bliver spiseligt og lækkert. Okay, måske tripper jeg lige nu... Men nogle gange skal man jo lade sit 'freak-flag fly'!

søndag den 19. juni 2011

Oldemor og tipoldemors broderiopskrifter!



Jeg mener det når jeg siger, at jeg så skyerne flytte sig, solen skinne lige ned og englene synge 'hallelujah' da min bedstemor fortalte at hun har fundet broderiopskrifter frem fra kælderen som tilhørte min oldemor og tipoldemor. ÅH hvor jeg glæder mig til at se dem! Der er altså bare noget helt specielt ved at sidde med noget som har en historie. Man kan se for sig at de dejlige damer har siddet og arbejdet med en nål, det samme som gør mig glad. Hvilken fryd og jeg glæder mig!

Det er utroligt hvad gode nyheder og noget at se frem til betyder nå man har en rigtig ?&!#=/`€#-dag!

torsdag den 16. juni 2011

Broderi- og sybøger i sommergave - hurra!

Tænk engang. Når man ønsker sig noget kan det betale sig at sige det højt! Jeg har nu i sommergave fået to dejlige bøger som jeg fik anbefalet af Asli. Hurra!


Twisted stitches. Embroidery book.

Det er så utrolig inspirerende at læse om håndværk og det er fedt at lære noget nyt. Jeg glæder mig til at komme i gang med projekterne et efter et.

'Twisted stitches' er virkelig opfindsom og har en sjov ny, moderne og blodig vinkel på broderi. Nålepuder med en broderet afhugget finger, dekorerede dødningehoveder, marmeladehætter med fluer, biller og myrer og julekort med en fuld julemand i underbukser er bare nogle af de sjove og gode idéer til dem der er trætte af mormor-inspirerede broderi med nuttede hundehvalpe og enhjørninger.

Twisted stitches embroidery design
Fra 'Twisted Stitches'

Adventures in needlework. Embroidery book.'Adventures in needlework' handler ikke bare om broderi men også om andre former for håndarbejde med nål. Den er overskueligt bygget op således at hvert kapitel handler om en form for håndarbejde med nål og opskrifterne i hvert kapitel er inddelt efter sværhedsgrad. Det gør det nemt at gå i gang med et overskueligt projekt som nybegynder og efterhånden arbejde sig op til de sværere opgaver.

Der er færre opskrifter i denne bog end den første men hvert projekt er utrolig velformuleret og der er masser billeder til at guide dig igennem hvert stadie. Masser tips og gode råd til at gøre hvert arbejde til dig eget, det er der også.




Begge bøger kan anbefales! Hvis du har spørgsmål så skriv endelig.

Når jeg har færdiggjort projekter holder jeg jer selvfølgelig opdateret! Hurra for sommergaver!


Broche. Adventures in needlework.
Broche fra 'Adventures in needlework'