fredag den 18. december 2020

Mosaik hæklet sjal

 Jeg er for tiden meget optaget af en ny hækleteknik. Det er Tinna Thórudóttir Thorvaldsdóttir der har lært mig det! Hendes mønstre er meget omfattende men virkelig gode. Alle hendes mønstre tager udgangspunkt i mosaik hækling. Mit første projekt var dette Havana sjal. Opskriften kan købes her.

Jeg ville nok ikke anbefale mønstrene her til helt nybegyndere i hækling. Men har du styr på hæklenålen, så foreslår jeg at gi' den gas!


Mosaik sjal 1


Mosaik sjal 2


Jeg er blevet virkelig tilfreds med resultatet og det er gået til julegave til en særlig ven. God jul!

lørdag den 24. oktober 2020

Broderiet til din værste fjende

Noget af det værste man kan sige til nogen, er at man håber de træder på en legoklods. For alle ved hvor ondt det gør. Min søster foreslog for nyligt at jeg lavede sætningen til et broderi. Det er gjort af andre før og er ikke vores originale ide, men mønsteret jeg har lavet er til fri afbenyttelse og får ihverfald mig til at grine!


På 18 count Aida stof fylder broderiet 20 x 15 cm.

God fornøjelse!

torsdag den 3. september 2020

Fiskesting

Man kan brodere på alle mulige ting. I princippet alt hvad der er huller i! Men tit kræver et broderi en del udtænkning på forhånd. Til tider er planlægningsfasen næsten lidt for omfattende, i hvertfald til mit temperament.

Når jeg gerne vil brodere, men ikke gider sidde med mit broderi softwareprogram, eller bruge timevis med ternet ark og blyant, så kaster jeg mig over noget let tilgængeligt. Jeg fik denne stofpose, da min søde mor havde købt fisk hos Grøndals fisk. Og den er oplagt at brodere på! Uden planlægning eller forberedelse. Bare asti-afsted og sy!

Stofpose med broderi, totebag with embroidery, easy

Jeg kan anbefale dette til alle begyndere. Køb eller skaf en stofpose i stil med denne, som allerede har et trykt motiv. Find broderirammen frem og broder forskellige sting. Prøv dig frem! Stort set alle sting kan pilles op igen, hvis du er utilfreds med resultatet. 

Jeg strøg et lag vliesofix (med lim på begge sider) på bagsiden af broderiet og strøg derefter et ekstra lag hørstof bagpå. Det beskytter stingene og knuderne på bagsiden og gør posen mere holdbar.

Stofpose med broderi, totebag with embroidery, easy

På dette broderi lavede jeg alt fra franske knuder, bouillon sting, blanket stitch, satin stitch, cretan stitch, fishbone stitch, kædesting. Alt hvad jeg kunne finde på. Hvis du mangler idéer, så bare slå op på en god oversigt på nettet eller i en broderi-bog med en oversigt over forskellige sting. Let your freakflag fly!

torsdag den 4. juni 2020

Nemme små ostekiks

Når sommeren nærmer sig, så siger min lille niece at det er tid til moster Muggi's ostekiks. Ja. I min familie hedder jeg moster Muggi. Ostekiksene er så nemme at lave, så her kommer opskriften som kan tilpasses afhængig af hvor børnevenlig eller voksenvenlig man vil have den. God fornøjelse!

Ostekiks opskrift, nem, snack, til børn

mandag den 1. juni 2020

Sprøde kikærter

Hvem elsker ikke en virkelig nem opskrift på en sund snack? Denne opskrift er meget let at lave.

Sprøde kikærter, opskrift, nem



Sprøde ovnbagte kikærter á la dig

Du skal bruge:
1 dåse kikærter
Lidt olivenolie
Salt
Hvad end du kan lide af krydderier

Jeg har prøvet et par versioner nu. Den ene med salt, chiliflager og tørret timian. Den anden med ahornsirup og salt. Gør den til din egen og rod igennem krydderiskuffen og se hvad den gemmer!

1: Tænd ovnen på 190 grader varmluft
2: Hæld kikærterne i en si, dræn væden fra og skyl dem grundigt under koldt rindende vand
3: Hæld kikærter direkte i et ovnfast fad, som er stort nok til at de kan ligge spredt godt ud i ét lag
4: Put dem i ovnen i 30 min. Dette tørrer dem ud.
5: Put dem nu i en skål og hæld et godt skvæt olivenolie, salt og krydderier over. Rør rundt.
6: Tilbage i fadet med dem og ind i oven i 10-15 min til. Har du brugt sirup/honning så hold godt øje de sidste par min at de ikke brænder på
7: Tag dem ud, lad dem køle og nyd dem så

God fornøjelse!

Etsy babytæppe

Okay, jeg indrømmer det. Jeg elsker Etsy. På Etsy finder jeg grønne planter fra Grækenland, selvklæbende tapet med magiske skove fra Letland, og gode strikke- og hækleopskrifter. Det er en last som jeg ikke kan ryste af mig. Meget få ting kan gøre mig så godt humør som når jeg scroller igennem billeder af hjemmelavede sweatre med rævemotiver og keramikskulpturer af punkere med festhatte på.

Jeg har lavet en række babytæpper baseret på opskrifter fundet hos denne sælger. Og de er altid gode! Dette tæppe er dog mit yndlings, da det er ens på vrang og ret siden og SÅ smukt.

Vil du gerne strikke dette tæppe, så køb opskriften HER. Den kan virkelig anbefales. Vil du hellere spare pengene, så gå ind på fanen med mine gratis mønstre og find dig en opskrift på et tæppe der.

Begge disse tæpper er strikket med Sandness Merino garn på p 4.

Strikket babytæppe, Etsy opskrift

Strikket babytæppe, Etsy opskrift

torsdag den 28. maj 2020

Nem hæklet karklud

Nem hæklet karklud, opskrift, Dish cloth crochet pattern, easy, V

Jeg har lavet et bjerg af hæklede karklude. Billedet viser kun en brøkdel af det bugnende lager. Men denne opskrift er den nemmeste og er rigtig pæn. Den er lavet i et enkelt V mønster. Sidder du og mangler en nem opskrift, så kast dig ud i denne!

Jeg bruger Rainbow 8/4 bomuldsgarn, men du kan sagtens bruge et andet mærke. Jeg bruger det fordi det er billigt og har en god lang løbelængde.

Til det garn bruger jeg en hæklenål på 3,5 mm. Tilpas nålestørrelsen og opskriften hvis du bruger noget tykkere garn.

Inden jeg tager kludene i brug lægger jeg dem i en balje med koldt vand i 24 timer. Gerne med et skvæt lagereddike som holder på garnfarven. Det mætter dem, og de suger meget bedre end hvis man bruger dem med det samme.

tirsdag den 14. april 2020

Korssting for begyndere - Vask dine hænder Del 2

Jeg har lavet endnu et korsstingmønster som er til fri afbenyttelse. Denne gang med lidt inspiration fra Alene Hjemme filmen som er en af mine gamle favoritter fra jeg var barn.

Broderiet er lavet med en geometrisk bort, og kan klart anbefales til en begynder da det er nemt at tælle og sy.

Broderiet er syet på Aida 14 count (med plads til 14 sting pr inch) og måler ca 22 x 8 cm. Tråden er DMC. Det kan sagtens laves på noget andet stof, bare vær opmærksom på at stingstørrelsen kan have indflydelse på den endelige størrelse på broderiet.

God fornøjelse!

Cross stitch pattern, korsstings mønster, broderi, embroidery, free, Home Alone, gratis

Cross stitch pattern, korsstings mønster, broderi, embroidery, free, Home Alone, gratis

Cross stitch pattern, korsstings mønster, broderi, embroidery, free, Home Alone, gratis

Cross stitch pattern, korsstings mønster, broderi, embroidery, free, Home Alone, gratis

lørdag den 11. april 2020

Korssting for begyndere - Vask dine hænder!

Jeg forestiller mig én der sidder i sin stue. Vedkommende er måske isoleret eller keder sig midt i Corona-forvirringen. Han eller hun tænker: "Gid jeg kunne lære at brodere korssting. Men hvor skal jeg starte?". Dette indlæg er til den person. Måske er det dig.

Jeg har lavet et mønster som er et godt sted at starte! Det er inspireret af disse skøre omstændigheder.

Broderi mønster, vask hænder, wash your hands, free embroidery pattern, easy

Broderi mønster, vask hænder, wash your hands, free embroidery pattern, easy

Du skal ikke bruge en masse udstyr! Bare et stykke Aida-stof (eller andet korsstingsstof), noget broderitråd (jeg bruger DMC) og en saks og nål. Brug de farver tråd du kan lide. 

Jeg lavede broderiet på Aida stof som er 14 count. Det betyder at der er plads til 14 sting på 1 inch. Det giver et broderi som bliver ca 18 x 11 cm. MEN! Du kan sagtens bruge noget andet stof, hvis du vil. Det kan bare påvirke størrelsen på det færdige broderi.

Vil du hellere lave en anden bort (kant) som kræver at du skal tælle mindre? Så gør det! Geometriske borter er ofte nemmere og du kan sagtens finde på din egen version. Bare find et stykke ternet papir og udfyld dit eget mønster. Lad dig fx inspirere af denne kant på et andet korsstingbrodreri jeg har lavet

Se på mønsteret her som et diagram der viser dig hvor du skal brodere et kryds. Korssting er ikke mere kompliceret end at man skal starte i midten og derefter tælle på diagrammet, så man ved hvor hvert kryds skal sys. God fornøjelse og sig endelig til i kommentarfeltet hvis du har spørgsmål.

Broderi mønster, vask hænder, wash your hands, free embroidery pattern, easy

onsdag den 8. april 2020

Pink enhjørning!

Hvad gør man når man har en masse pink Baby Merino garn til overs og ikke ved hvad man skal bruge det til? Man hækler en enhjørning. Jeg fandt denne opskrift på Etsy som var rigtig nem at følge og resulterede i en rigtig sød bamse-enhjørning.

Okay okay okay! Jeg hører min indre stemme sige: "Hva fan' skal du bruge en pink enhjørning-bamse til, når du ikke kan give den videre til nogen fordi hele samfundet er lukket ned". Svaret blev at jeg kan sætte den i vinduet, så børnene som går tur med deres forældre på en dejlig påskedag kan gå på bamsejagt.

Enhjørning, unicorn, crochet, hæklet, etsy opskrift, pattern, pink

Enhjørning, unicorn, crochet, hæklet, etsy opskrift, pattern, pink

tirsdag den 24. marts 2020

Hæklede kaniner

Sikke en mærkelig tid vi lever i! Midt i virus, social afstand og uro er der ikke noget der hjælper mig bedre end at bruge mine hænder. Så jeg kaster mig frådende over nye opskrifter og projekter.

Jeg kan anbefale denne søde opskrift fra Etsy, som har resulteret i to søde hæklede kaniner med store ører. Jeg synes den største er mest vellykket eftersom jeg fik gravet nogle sikkerhedsøjne frem fra gemmerne. Men begge er virkelig fine og bløde.

Hæklede kaniner, bamse, etsy, crochet bunny, teddy

Jeg brugte noget garn jeg havde liggende i restkassen (Baby Merino fra Drops). Til den lille brugte jeg 1 tråd garn og hæklenåle i str 2,5 og 3 og til den store kanin brugte jeg to tråde garn og hæklenåle i str  3,5 og 4.

Så hvis du sidder derhjemme og mangler noget at lave, så husk at du altid kan hækle en kanin. Altså bare fordi.... hvorfor dog ikke!?

fredag den 13. marts 2020

Miniature havestue

Jeg har købt et diy kit fra CCHobby. Et miniaturerum, som bygges af træ, papir, pap, perler, dimser og maling. Det har været helt utroligt hyggeligt at bygge, nærmest som et tredimensionelt puslespil. Man modtager en kasse med alle "ingredienserne" og skal så folde, male, samle og lime alle dele. Jeg kan klart anbefale det til folk som godt kan lide at bruge deres hænder.

Det har faktisk været så sjovt at jeg også har købt og lavet et miniature køkken, skrædderi og atelier. Men havestuen var det første jeg lavede og faktisk også det mest detaljerede. Så her er lidt billeder til inspiration!

Lampen virker og kan tændes og slukkes, alle blade og planter er foldet af crepepapir eller klippet ud af papir og limet forsigtigt på. Selv den grå vandekande er foldet af papir! Man har vel lov at være stolt af sine bitte-lille-små-foldeevner!







Jeg skal gøre opmærksom på at jeg IKKE har modtaget sponsorater eller noget som helst til gengæld for denne anbefaling. Jeg anbefaler altid kun ting jeg selv har været glad for og som er købt for egne penge.