torsdag den 4. juni 2020

Nemme små ostekiks

Når sommeren nærmer sig, så siger min lille niece at det er tid til moster Muggi's ostekiks. Ja. I min familie hedder jeg moster Muggi. Ostekiksene er så nemme at lave, så her kommer opskriften som kan tilpasses afhængig af hvor børnevenlig eller voksenvenlig man vil have den. God fornøjelse!

Ostekiks opskrift, nem, snack, til børn

Moster Muggis ostekiks

Du kan halvere opskriften hvis du vil lave én bageplade fuld (som på billedet). Jeg laver dog altid hele portionen, eftersom halvdelen af dejen kan lægges i køleskabet og holde sig nogle dage. Min erfaring er at de bliver spist hurtigt og der sagtens kan blive brug for en frisk omgang til. 

Til børn anbefaler jeg at størstedelen af osten er cheddar. Til den voksne kan man give den mere gas med emmentaler. 

Du skal bruge:
- 2,5 dl revet ost (cheddar, revet mozzarella, emmentaler eller hvad end du har lyst til. Jeg blander!)
- Ca 60 g blødt smør (tag det ud i god tid)
- 1 tsk salt
- 2 dl hvedemel (eller sigtet ølands-hvedemel for en lidt mere kraftig tekstur)
- Ca 2-4 spsk isvand

1: Bland revet ost, smør og salt i en skål. Brug gerne en elektrisk pisker med dejkroge.
2: Bland mel i. Bliv ikke bange når dejen ikke hænger sammen! Det skal ligne et mærkeligt rod af krummer. Bare sørg for at smørret er jævn fordelt og ikke ligger i klumper. 
3: Hæld nu 2 spsk isvand i og begynd at samle dejen med hænderne. Bliv ved med at tilføje en spsk isvand indtil dejen kan samles i en klump. Ælt forsigtigt, for at samle dejen til en homogen masse.
4: Del dejen i 2 kugler og pak dem ind i bagepapir og læg dem på køl i 30 min. Her kan du sagtens lade den ene dej blive liggende til der igen er nogen der plager om flere kiks!
5: Tænd ovnen på 180 grader varmluft.
6: Rul dejen ud imellem to stykker bagepapir til den er flad, jævn og ca 2 mm tyk. Min erfaring er at den præcise tykkelse ikke er meget vigtig. Bare de er nogenlunde samme tykkelse alle sammen.
7: Skær dejen i firkanter og prik et hul i midten af hver kiks. Læg dem på bageplade med en smule mellemrum imellem.
8: Bag dem i ovnen i ca 13 min. Til de er sprøde og lækre i bunden også.
9: Løft bagepapiret af bagepladen og lad dem køle af på køkkenbordet. De bliver mere sprøde når de køler af.

Nyd dem!



Ingen kommentarer:

Send en kommentar