tirsdag den 9. april 2019

Double moss babytæppe


Double moss stitch, knitting, babyblanket, babytæppe, strik, let at strikke

Double moss stitch, knitting, babyblanket, babytæppe, strik, let at strikke


Her er opskriften på et rigtig pænt babytæppe som er let at strikke, og klart kan anbefales til en begynder.

Du skal bruge:
- En rundpind strl 4 mm (jeg foretrækker at rundpinden er 80 cm så der er god plads)
- Ca 10 nøgler Drops Karisma garn (eller noget andet garn du kan lide)

Maskeantallet udregnes således:
Hver mønsterdel er på 4 masker. Og der skal være en kantmaske på hver ende af pinden.
Dvs at maskeantaller er (4 x X) + 2

Jeg ville gerne have en god bredde og efter jeg lavede en strikkeprøve kom jeg frem til 182 masker 
(4 x 45) + 2 = 182 masker. Jeg anbefaler at man laver sin egen strikkeprøve hvis man vil præcisere strikkefasthed og tæppet størrelse. Bredden på mit tæppe var 90 cm.

For at få en pæn kant lavede jeg en lænkekant. Det gøres ved at man starter hver pind med at tage første m vr løs af med garnet foran arbejdet. Den sidste maske på hver pind strikkes ret. 


Så er det tid til at strikke!

Slå dine masker op (i mit tilfælde 182 m)
Strik første pind ret (husk kantmaskerne skal strikkes som beskrevet ovenfor)


Derefter begynder mønsterdelen.

P1: Første maske vr løs af med garnet foran arbejdet. Derefter *2 r, 2 vr*. Gentag fra * til * indtil der er 1 maske tilbage på pinden, som strikkes ret.

P2: Gentag P1

P3: Første maske vr løs af med garnet foran arbejdet. Derefter *2 vr, 2 r*. Gentag fra * til * indtil der er 1 maske tilbage på pinden, som strikkes ret.

P4: Gentag P3

Når tæppet har den ønskede længde og du har gentaget de 4 mønsterpinde nok gange, så luk arbejdet af på en pind hvor du strikker vrang hele vejen. På den måde får arbejdet en pæn kant hele vejen rundt.

God fornøjelse!

5 kommentarer:

  1. Hvor er det dejligt, at se dig aktiv i den "lille verden" igen. Det tænkte jeg allerede, ad du gik i gang med væveriet, men nu fik jeg endelig skrevet den hilsen. Jeg kan med sikkerhed ikke gengøre strikket, men jeg kan beundre billedet :-)
    Mkh fra Lars G

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg takker for beundringen af tæppet Lars! :o) Det er dejligt at du stadig følger med når jeg skriver på bloggen. Den er stadig i live, ja den er :o) Knus til dig!

      Slet
  2. Kære Lea. Hvor er det et skønt tæppe, er det virkelig så nemt som du skriver, så burde jeg jo kaste mig ud i det som nybagt mormor. Jeg har syet et pathwork tæppe til lille Walther, men jeg tror ikke jeg kan vedhæfte det her, så det må jeg maile dig.

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Ane. Du behøver slet ikke finde strikkepindende frem, for det her tæppe er allerede pakket ind, ligger hos Dorrit og er til Walther. :o) Så kunne du jo strikke en trøje hvis du trængte til at svinge garnet frem. Jeg er sikker på han bliver rigtig glad for dit patchworktæppe. Dem er du så god til at lave! Hurra for lille Walther!

      Slet
  3. Åh Lea - hvor er du dog sød og betænksom. Jeg takker allerede på deres vegne. Har du en nem opskrift på en lille drengetrøje, så må jeg jo kaste mig ud i det ...... plejer kun at strikke karklude.

    SvarSlet