torsdag den 21. januar 2021

Fiesta tæppe

Store hjemmelavede projekter er hårde og sjove at lave! Når jeg er i gang med at lave et stort projekt, går jeg oftest igennem mange faser i løbet af processen. Frustration, stress, succes-følelser når jeg regner opskriften ud eller lærer noget nyt, afmagt, afslappet meditation ved gentagelse på gentagelse af de samme sting og storslået lykke når det er færdigt. 

Efter det færdige produkt ligger foldet sammen og klart til at blive givet væk (i dette tilfælde til min søster og hendes familie), så når jeg den sidste følelse: Savn. Alle kender nok den følelse, når man er færdig med en virkelig god bog, og man ville ønske den varede 5 kapitler til. "Hvad skal jeg NU lave?!"

Fiesta tæppet er måske det største projekt jeg nogensinde har kastet mig ud i. Jeg har ikke delt selve processen her på bloggen, men her er det færdige tæppe! Det er blevet så flot, hvis jeg selv skal sige det. 

Hæklet tæppe, Fiesta, Tinna, Crochet blanket, Afghan,


Hæklet tæppe, Tinna, Fiesta, Crochet blanket, Afghan

Det er lavet efter DENNE opskrift af Tinna, som jeg før har anbefalet her på bloggen. Opskriften er virkelig god, meget omfattende, og ikke for begyndere. Jeg har hæklet med Drops Cotton Merino på en 4mm nål.

Jeg har lært flere ting i processen med dette tæppe. For første gang nogen sinde har jeg blokket alle dele inden det er hæklet sammen. At blokke strik/hæklede ting betyder at lægge det i blød i koldt vand, forsigtigt presse vandet fra (uden at vride), og derefter brede det ud på blokking-måtter og sætte rustfri nåle i. På denne måde tvinger man det man har strikket eller hæklet til at flade ud, og tørre i den form og størrelse man ønsker. Det gør det mere blødt, giver det bedre fald, og retter eventuelle skæve eller lidt for stramme masker ud. Det giver et fladt og pænt resultat. At blokke alle de mange dele i dette tæppe tog virkelig lang tid. Men det var det værd! Resultatet blev virkelig derefter. 

Mest af alt tager jeg én ting med mig. Montering, finishing, blokking, hæftede ender - alle de ting som tager tid og jeg ofte mest har lyst til at springe over for at blive færdig, kan gøre en kæmpe forskel hvis man tager sig tid til det.

Pyha, endelig færdig og hurra for et dejligt tæppe, som kan bruges til at hygge, bygge hule med, tager lur under og alt det der.


fredag den 18. december 2020

Mosaik hæklet sjal

 Jeg er for tiden meget optaget af en ny hækleteknik. Det er Tinna Thórudóttir Thorvaldsdóttir der har lært mig det! Hendes mønstre er meget omfattende men virkelig gode. Alle hendes mønstre tager udgangspunkt i mosaik hækling. Mit første projekt var dette Havana sjal. Opskriften kan købes her.

Jeg ville nok ikke anbefale mønstrene her til helt nybegyndere i hækling. Men har du styr på hæklenålen, så foreslår jeg at gi' den gas!


Mosaik sjal 1


Mosaik sjal 2


Jeg er blevet virkelig tilfreds med resultatet og det er gået til julegave til en særlig ven. God jul!

lørdag den 24. oktober 2020

Broderiet til din værste fjende

Noget af det værste man kan sige til nogen, er at man håber de træder på en legoklods. For alle ved hvor ondt det gør. Min søster foreslog for nyligt at jeg lavede sætningen til et broderi. Det er gjort af andre før og er ikke vores originale ide, men mønsteret jeg har lavet er til fri afbenyttelse og får ihverfald mig til at grine!


På 18 count Aida stof fylder broderiet 20 x 15 cm.

God fornøjelse!

torsdag den 3. september 2020

Fiskesting

Man kan brodere på alle mulige ting. I princippet alt hvad der er huller i! Men tit kræver et broderi en del udtænkning på forhånd. Til tider er planlægningsfasen næsten lidt for omfattende, i hvertfald til mit temperament.

Når jeg gerne vil brodere, men ikke gider sidde med mit broderi softwareprogram, eller bruge timevis med ternet ark og blyant, så kaster jeg mig over noget let tilgængeligt. Jeg fik denne stofpose, da min søde mor havde købt fisk hos Grøndals fisk. Og den er oplagt at brodere på! Uden planlægning eller forberedelse. Bare asti-afsted og sy!

Stofpose med broderi, totebag with embroidery, easy

Jeg kan anbefale dette til alle begyndere. Køb eller skaf en stofpose i stil med denne, som allerede har et trykt motiv. Find broderirammen frem og broder forskellige sting. Prøv dig frem! Stort set alle sting kan pilles op igen, hvis du er utilfreds med resultatet. 

Jeg strøg et lag vliesofix (med lim på begge sider) på bagsiden af broderiet og strøg derefter et ekstra lag hørstof bagpå. Det beskytter stingene og knuderne på bagsiden og gør posen mere holdbar.

Stofpose med broderi, totebag with embroidery, easy

På dette broderi lavede jeg alt fra franske knuder, bouillon sting, blanket stitch, satin stitch, cretan stitch, fishbone stitch, kædesting. Alt hvad jeg kunne finde på. Hvis du mangler idéer, så bare slå op på en god oversigt på nettet eller i en broderi-bog med en oversigt over forskellige sting. Let your freakflag fly!

torsdag den 4. juni 2020

Nemme små ostekiks

Når sommeren nærmer sig, så siger min lille niece at det er tid til moster Muggi's ostekiks. Ja. I min familie hedder jeg moster Muggi. Ostekiksene er så nemme at lave, så her kommer opskriften som kan tilpasses afhængig af hvor børnevenlig eller voksenvenlig man vil have den. God fornøjelse!

Ostekiks opskrift, nem, snack, til børn

mandag den 1. juni 2020

Sprøde kikærter

Hvem elsker ikke en virkelig nem opskrift på en sund snack? Denne opskrift er meget let at lave.

Sprøde kikærter, opskrift, nem



Sprøde ovnbagte kikærter á la dig

Du skal bruge:
1 dåse kikærter
Lidt olivenolie
Salt
Hvad end du kan lide af krydderier

Jeg har prøvet et par versioner nu. Den ene med salt, chiliflager og tørret timian. Den anden med ahornsirup og salt. Gør den til din egen og rod igennem krydderiskuffen og se hvad den gemmer!

1: Tænd ovnen på 190 grader varmluft
2: Hæld kikærterne i en si, dræn væden fra og skyl dem grundigt under koldt rindende vand
3: Hæld kikærter direkte i et ovnfast fad, som er stort nok til at de kan ligge spredt godt ud i ét lag
4: Put dem i ovnen i 30 min. Dette tørrer dem ud.
5: Put dem nu i en skål og hæld et godt skvæt olivenolie, salt og krydderier over. Rør rundt.
6: Tilbage i fadet med dem og ind i oven i 10-15 min til. Har du brugt sirup/honning så hold godt øje de sidste par min at de ikke brænder på
7: Tag dem ud, lad dem køle og nyd dem så

God fornøjelse!